Højre hjernehalvdel: hvad den faktisk laver — og myten om den

Højre hjernehalvdel er ikke den kreative og venstre ikke den logiske — lateralisering findes, mennesketypen gør ikke. Enkelte funktioner ligger reelt mere i den ene side. Det, man aldrig har fundet, er et menneske, hvis hjerne kører på én halvdel.

Hvad højre hjernehalvdel faktisk står for

Begge rækker beskriver tendenser i en befolkning, ikke kontakter. Halvdelene er forbundet af hjernebjælken og udveksler information hele tiden, så dagligdags opgaver — at følge en samtale, læse et kort, løse et problem — bruger begge.

Hvor idéen kom fra: patienterne med delt hjerne

Det begyndte som rigtig forskning. I 1960’erne studerede Roger Sperry og kolleger et lille antal patienter, hvis hjernebjælke var skåret over for at dæmpe svær epilepsi. Uden forbindelsen kunne halvdelene undersøges hver for sig, og de opførte sig forskelligt: det, der kun blev vist til højre halvdel, kunne ikke sættes ord på. Sperry modtog Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1981, ”for sine opdagelser vedrørende hjernehalvdelenes funktionelle specialisering”.

Springet skete uden for laboratoriet: fund om frakoblede halvdele hos en håndfuld opererede patienter blev genfortalt som en påstand om intakte hjerner i befolkningen — og derefter om personlighed. Michael Corballis skilte de to lag ad i 2014 i PLoS Biology.

Hvad der skete, da påstanden blev afprøvet

Nielsen, Zielinski, Ferguson, Lainhart og Anderson brugte funktionel MR i hvile på 1.011 personer mellem 7 og 29 år, delte grå substans i 7.266 områder og spurgte, om folk adskiller sig i, hvor stærkt deres venstre- eller højresidige netværk er forbundet.

De fandt det, anatomien forudsiger: reelt lateraliserede knudepunkter, heriblandt sprogområderne. De fandt ikke det, den populære teori forudsiger. Ingen gruppe med gennemgående stærkere venstrenetværk, ingen med stærkere højre. Man kan have et stærkt venstrelateraliseret sprogsystem, uden at noget andet ved en hælder mod venstre.

Hvorfor forestillingen lever videre

Fordi den bliver undervist. Macdonald, Germine, Anderson, Christodoulou og McGrath spurgte i 2017 3.877 personer — 3.045 fra befolkningen, 598 lærere og 234 med omfattende neurovidenskabelig uddannelse. Påstanden om, at nogle er ”venstrehjernede” og andre ”højrehjernede”, og at det forklarer forskelle i læring, blev accepteret af 64 procent af befolkningen, 49 procent af lærerne og stadig 32 procent af de bedst uddannede.

Der findes ingen offentliggjort dansk læreundersøgelse. De europæiske tal ligger langt fra hinanden, hvilket i sig selv siger noget: 91 procent af 137 lærere i Storbritannien og 86 procent af 105 i Holland (Dekker med kolleger, 2012), 67,2 procent af 284 i Spanien (Ferrero, Garaizar og Vadillo, 2016), 55 procent af 573 lærerstuderende i Grækenland (Papadatou-Pastou, Haliou og Vlachos, 2017).

Hjernehalvdele, intelligens og IQ

At sortere efter hjernehalvdel er én blandt flere måder at dele mennesker op i kognitive typer. Læringsstile gør det efter foretrukken form, og intelligenstyperne efter færdighedsområde. En IQ-test måler noget snævrere og bedre defineret: ræsonnement, sproglige og numeriske problemer, arbejdshukommelse og bearbejdningshastighed, udtrykt som et tal på IQ-skalaen. Er spørgsmålet bag hjernehalvdel-testen i virkeligheden, om man kan blive skarpere, ligger grundlaget her: hvordan man øger IQ.

Omfang og grænser

Teksten er oplysende. Den er ikke diagnostisk og ikke klinisk rådgivning. Lateralisering vurderes faktisk i lægevidenskaben — før neurokirurgi eller efter en blodprop i hjernen — og intet her beskriver eller erstatter det.

IQ Revealed er ikke tilknyttet, støttet af eller forbundet med Nobelstiftelsen, Roger Sperrys bo eller nogen af de universiteter, tidsskrifter og forskergrupper, der er nævnt på denne side. De nævnes, så hver påstand kan spores til det arbejde, den bygger på. Citater stammer fra de offentliggjorte sammendrag og fra Nobelstiftelsens egen tekst.