Lateral thinking: hvad lateral tænkning er, og hvad forskningen viser

Hvor begrebet kommer fra

Edward de Bono, maltesisk læge og psykolog, introducerede lateral thinking i 1967 i The Use of Lateral Thinking, som modsætning til vertikal tænkning: den trinvise vej, der starter i det oplagte og graver videre dér. Billedet har overlevet resten af teorien — vertikal tænkning graver samme hul dybere, lateral tænkning begynder et nyt et andet sted. Teknikkerne er konkrete: at udfordre antagelser, at trække et tilfældigt ord og tvinge en forbindelse frem, at påstå noget bevidst urimeligt, og at spørge, hvordan man ville gøre problemet værre, og vende svarene om.

Nipunktsgåden og forsøget, der afprøvede den

Ni punkter i et gitter på tre gange tre, fire rette streger, uden at løfte pennen: standardeksemplet på lateral tænkning, som de Bono selv brugte. Den gængse forklaring er, at opgaven er svær, fordi man låser sig fast i en antagelse, ingen har stillet — at stregerne skal blive inden for firkanten.

I 1981 offentliggjorde Robert Weisberg og Joseph Alba i Journal of Experimental Psychology: General en række forsøg, der afprøvede netop det. I stedet for at lade deltagerne opdage selv, at begrænsningen var indbildt, fortalte de dem det: opgaven kunne kun løses ved at forlænge stregerne ud over firkantens grænser.

Resultatet, med forfatternes egne ord: ”at fjerne den påståede fiksering førte ikke til nogen pludselig og direkte løsning af problemerne”. De, der havde fået indsigten foræret, fejlede i vidt omfang alligevel. Det, der hjalp, var langt mindre romantisk: forholdsvis detaljeret information om selve løsningen. Forfatterne konkluderede, at ordene fiksering og indsigt beskriver det, der sker, dårligt, og at det er problemspecifik viden, der gør arbejdet.

Lateral, divergent, konvergent

Den, der leder efter forskning i lateral tænkning, finder næsten intet og konkluderer let, at spørgsmålet aldrig er undersøgt. Det er det — under et andet navn. Psykologien måler divergent tænkning: hvor mange forskellige svar en person producerer på en åben opgave, scoret for flow, originalitet, fleksibilitet og uddybning. Modstykket, konvergent tænkning, er det, en klassisk ræsonnementstest beder om: det ene forsvarlige svar.

I Danmark er det ikke en akademisk fodnote, men søgevirkelighed: ”divergent tænkning” søges mere end den danske fagterm for lateral tænkning. Vores artikel om kritisk tænkning dækker den konvergente halvdel.

Er kreative mennesker mere intelligente?

Den gamle tese hedder tærskelhypotesen: intelligens over gennemsnittet skulle være nødvendig, men ikke tilstrækkelig for høj kreativitet, så de to hænger sammen under en grænse — oftest IQ 120 — og ikke over. Sætningen gentages i det uendelige; belægget er delt.

Det største samlede estimat kommer fra metaanalysen i 2005: 447 korrelationer, 21 studier, 45.880 deltagere, gennemsnitlig sammenhæng mellem kreativitet og IQ r = .174. Et studie fra 2013 med 297 personer lod data selv finde tærsklen i stedet for at sætte den til 120 og fandt tærskler kun for kreativt potentiale, ikke for kreativ præstation: omkring 100 IQ-point ved et rummeligt kriterium og omkring 120 ved et strengt. En undersøgelse fra 2026 af 9.358 kinesiske elever fandt intet ved 120 — en simpel lineær sammenhæng beskrev data lige så godt.

Virker det at træne?

Her er svaret klarere. En metaanalyse fra 2004 gennemgik 70 evalueringsstudier af kreativitetskurser og fandt, at veldesignede programmer giver præstationsgevinster, der holder på tværs af kriterier, rammer og målgrupper. De bedste udviklede kognitive færdigheder og tommelfingerreglerne for at bruge dem, med realistiske øvelser fra det pågældende fagområde — næsten det modsatte af et generelt seminar om at tænke anderledes.

Gåderne er noget andet

En stor del af interessen for emnet gælder situationsgåderne, der løses med ja- og nej-spørgsmål. De er sjove og træner reelt efterprøvningen af antagelser. Test er de ikke: de mangler normer, reliabilitet og validitetsbelæg. Hvad standardisering faktisk indebærer, forklarer vi i hvordan IQ-test fungerer.

Omfang og åbenhed

Denne side forklarer offentliggjort forskning og er ikke et diagnostisk værktøj. Vores IQ-test måler ræsonnement — den konvergente side. Den måler ikke kreativitet, divergent tænkning eller lateral tænkning, giver ingen kreativitetsscore og kan ikke afgøre, om nogen er et kreativt menneske.

IQ Revealed er ikke tilknyttet Edward de Bono, de Bono-organisationerne eller programmer, der drives under navnene Lateral Thinking eller Six Thinking Hats, er ikke godkendt af dem og har ingen forbindelse med udgiverne af Torrance Tests of Creative Thinking. Navnene bruges her kun for at angive, hvad de henviser til.